Farvel til Frankrig

Derfor skal du tage til Provence på din tur til Sydfrankrig

snapseed

Okay.. Jeg ved, det er lang tid siden, jeg sidst har skrevet noget her på bloggen. Det er ikke fordi, jeg ikke har villet. Jeg har skam prøvet. 3 gange faktisk. Men hver gang jeg har prøvet, har min computer på mystisk vis slettet indlæget undervejs i processen, så nu prøver jeg igen. Og hvis I læser det her, er det fordi, det er lykkedes.

Jeg har tilbragt meget af min tid i Frankrig. Faktisk har jeg, i mit 21 år lange liv, været der 9 gange. Mange af de gange har været i Provence, og jeg må indrømme, at Provence er det sted i verden, jeg bedst kan lide at være. Jeg føler mig hjemme der, og det er derfor, jeg bliver ved med at komme tilbage. Jeg kan sagtens se mig selv bo og leve i området, og jeg håber inderligt, at det på et tidspunkt vil lykkes mig at flytte dertil.

Der er flere måder, hvorpå du kan komme til Provence. Min favorit er at køre. Her får man set Europa på vejen dertil. Man bestemmer selv, hvornår man vil stoppe undervejs, og der er altså ikke noget hyggeligere end at køre i bjerge. Og så har man også bilen dernede, når man skal udforske området. Det tager godt og vel 20 timer at køre derned.

Den næste mulighed er med offentlig transport. DSB tilbyder rejser til Paris, og derfra kan man tage toget til Nice, og efterfølgende tage bussen ind i landet. Det er selvfølgelig noget mere besværligt, når nu der er skift undervejs. Men her har du også mulighed for at se Europa og Frankrig undervejs. Og så er komforten i et tog lidt bedre end i en bil. Der kører dagligt tog til Paris fra både Aarhus H og København H. Det tager ca. 14 timer. Og så har du mulighed for at se eller gense Paris, inden du tager videre. Det næste tog fra Paris til Nice tager ca. 4,5 timer. Herfra går der busser til flere steder i Provence. Alt efter hvor du vælger at tage til, vil sådan en bustur tage mellem 1 og 3 timer.

Den hurtigste måde at komme derned, er ved at flyve. Det tager 2,5 timer at flyve fra CPH lufthavn til Nice lufthavn. Og herfra kan du enten tage bussen ind i landet eller leje en bil.

Når du så endelig lander i Provence, er det første, du møder lydene. Cikaderne synger, og denne herlige lyd af sydlandsk charme, vil uden tvivl få dig helt ned i gear. Det næste du vil opleve er duftene. Her er lavendel og krydderurter dominerende, og dette herlige samsurrium af dufte, vil minde dig om, at du er langt væk hjemmefra. Til sidst vil du blive overvældet af det smukke syn, du møder. Hvis du er på landet, vil du blive mødt af de smukkeste bjerglandskaber og marker med vin, lavendel og oliven. I de små byer vil du blive mødt af smuk akitektur, og et summende byliv med caféer, små hyggelige butikker og markeder.

Alle disse indtryk er essensen af Provence. Her er tempoet langsommere og livet leves og nydes. Hernede fås, efter min mening, verdens bedste vin, og et bord med baguette, ost, oliven, pølse og tapanade hentet på det lokale marked, er efter min mening den bedste madoplevelse. Hvis du vil være rigtig fransk, så prøv også at tage del i caféelivet. Prøv f.eks. en Café au lait grande tasse (en kop kaffe med mælk), et godt glas rosé, en crepe (pandekage) med skinke og ost fra egnen eller prøv en af verdens bedste pizzaer.

I mit næste indlæg vil jeg skrive lidt om hvad, jeg synes, du skal opleve, når du kommer til Provence.

Billedet er fra det lokale marked i Aups

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til Frankrig