Opsparingsudfordringen: Så nemt er det at spare op til rejser

Fodboldfeber i Frankrig


Så er vi, efter tre dages kørsel, velankommet til Sydfrankrig. Vi bor på campingpladsen, Camp du Domaine – den samme plads som vi var på i 2009, 2012 og 2014. Det er også den første af de to pladser, jeg boede på med mine bedsteforældre sidste år. Den her plads er, efter min mening, den bedste jeg har boet på, og af samme grund vender vi tilbage igen og igen. Vi har nu været her i 8 dage, og for at være helt ærlig, så er der ikke sket det store, for i rigtig Brings Larsen stil, så har den stået på afslapning på stranden hver dag. Flere gange i løbet af ferien har der, som de fleste nok ved, været VM i fodbold. Og som i nok også ved, gik det ikke så godt for Danmark. Frankrig derimod har været velspillende hele turneringen. Alle kampene blev vist på storskærm på pladsen, så alle pladsens fodboldinteresserede blev stimlet sammen. Jeg har gennem hele turneringen sagt, at Frankrig ville vinde turneringen, så min selvtillid voksede drastisk, da de først vandt over Uruguay og så Belgien. Sidstnævnte kamp så vi på pladsen, og der var heppekamp uden lige mellem pladsens belgiske- og franske fans. I går kulminerede det hele så i finalekampen. Min far var gået op til storskærmsområdet godt 2 timer før kampstart for at få pladser. Det fik vi også, men hurtigt samledes hundredvis af glade fodboldfans. Kun nogle få tyskere og min yngste lillesøster holdt med Kroatien, og ellers bestod folkemængden af franske fans klædt i tricolore. Jeg er omsider ved at have lært Marseilleiasen udenad, så jeg sang gladeligt med, da den franske nationalmelodi skulle synges. Kampen gik, på trods af stor spænding og mange nerver undervejs, som vi havde håbet; 4-2 til Frankrig. Og ved slutfløjtet blev hele landet fyldt af en glæde og eufori, som kun sker ved den slags sportspræstationer. Glæden fortsatte hele natten, hvor en blanding af jubelsang og bildytten fyldte nattens lydbillede. I dag er der nok mange, der har tømmermænd. Vejret viser sig i hvert fald ikke fra sin bedste side; massive regnskyl, blæst og lyn og torden. Så alt er, som det plejer; vi har aldrig været på ferie sydpå uden minimum én uvejrs dag. I morgen er alt sikkert fint igen, og mon ikke snart stranden kalder igen. Vi har en uge tilbage, inden vi kører mod Danmark igen. Den skal vi nok sørge for at nyde 😍🇫🇷

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opsparingsudfordringen: Så nemt er det at spare op til rejser